I den danske Folkekirke kan man blive døbt – uanset hvor gammel man er

Dåb

Skal den lille ny døbes? Barnedåb er en god måde at markere, at du/I har fået et barn og er blevet til en familie - eller at familien er blevet forøget med én mere. Det giver overvejelser om hvilke værdier og traditioner, du/I vil give den lille ny med i tilværelsen. 

Dåben er samtidig adgangsbilletten til fælleskabet omkring de kristne fortællinger, der blandt andet minder os om, at alle mennesker har uendelig stor værdi, også selvom vi ikke altid lykkes lige godt med alt hvad vi gør.

Overvejer du dåb til dit barn, kan det også handle om, at livet er en gave, som vi har fået af Gud. Dåben kan være en måde at vise sin taknemmelighed på overfor Gud - og ikke mindst alle dem, som overværer dåben i kirken.

Sådan gør du

Alle, der bor i sognet eller har kirkelig tilknytning til sognet (jf. gældende lov), kan blive indskrevet til dåb.

Tidspunktet for dåben aftales med kirkekontoret i god tid inden den ønskede dåbsdato.

Der kan indskrives dåb til:

  • Højmesser i Helligtrekongers Kirke
  • Børnegudstjenester
  • Dåbslørdage.

Dåbslørdage tilbydes som hovedregel første og sidste lørdag i måneden. Der kan dog forekomme undtagelser.

Forventet antal gæster skal altid oplyses ved indskrivning. Der kan sidde omkring 70 mennesker i Vallensbæk Kirke. Hvis I har mere end 70 gæster, foregår dåben – som udgangspunkt – i Helligtrekongers Kirke. 

Vi gør endvidere opmærksom på, at vi ikke kan tilbyde reception efter dåben.

Oplysninger om barnets navn samt navne og adresser på 2 - 5 faddere (inkl. gudforælder) skal sendes til kirkekontoret. Både faddere og den, der bærer barnet, skal være døbt med den kristne dåb. 3 - 4 uger før dåben kontakter dåbsforældrene den præst, som har dåben, for at aftale en samtale om dåben, det praktiske forløb, salmevalg mv.

Fotografering under dåben

Når dåben sker i forbindelse med en dåbsgudstjeneste, aftaler præsten fra gang til gang med dåbsbarnets forældre, hvordan det kan foregå bedst muligt. 

Når dåben sker i forbindelse med en søndagsgudstjeneste, er der et par retningslinjer, som skal følges.

Præsten aftaler med dåbsbarnets forældre, at der er én fotograf, der tager billeder til dåben. Det er i orden, at denne fotograf tager billeder af selve dåbshandlingen. Vi henstiller til, at der ikke bruges blitz, og af hensyn til resten af menigheden må der ikke tages billeder ned over menigheden.

Efter gudstjenesten er der mulighed for at tage alle de billeder, man må ønske. Præsten stiller gerne op til en fotoseance, så vidt muligt aftalt på forhånd.

Godkendte navne

Godkendte navne

Se de forskellige navnelister og søg på  godkendte navne, administreret af Familieretshuset. Navnelisterne opdateres løbende.

Søg godkendte navne
Dåb i folkekirken

Dåb i folkekirken

Ved dåb indgår man i det kristne fællesskab med alle dets traditioner og man bliver medlem af folkekirken. Læs om barne- og voksendåb og dens betydning.

Læs mere om dåb

Kontakt