Seneste blog: Forår og nye begyndelser

AF: SOGNEPRÆST OLIVER STUHR, DEN 20. MARTS 2025

Foråret er de nye begyndelsers tid, alt det spirende der er på vej op af jorden. Vintergækker, krokus og erantis.

Foråret er også her, hvor konfirmander og studenter springer ud som friske knopper. Foråret er ungdommens tid, med al dens livsappetit og usikkerhed, med alle forelskelserne og de knuste hjerter.  

Forleden gik jeg og Våren gennem Nyhavn side om side langs med de smukke gamle skæve huse, som stråler i alle regnbuens farver. Vi endte oppe på Kgs. Nytorv, hvor statuen af Christian 5. til hest er omkranset af de mange nyudsprungne lindetræer, som pryder Københavns smukkeste torv.

Pludselig blev jeg i erindringen ført tilbage til det forår, hvor jeg og mine venner blev studenter, det forår hvor vi til trods for afgørende og nervepirrende eksaminer alligevel brugte pinsesolens dans som endnu et påskud til at blive oppe hele natten og feste. Før turen i hestevogn, startede vi traditionen tro for hovedstadens studenter med at danse rundt om lindetræerne på Kgs. nytorv. Vi havde sådan nogle milde smil om munden. Jeg tror, at vi var lige så forelskede i verden som vi var på kryds og tværs i hinanden. Vi var i centrum af universet, det var os verden havde ventet, nu skulle alt det gamle og trætte rives ned og bygges op igen. Vi var i et fællesskab, som næredes af glæde, begejstring og kærlighed til livet.

I år er det 30 år siden vi stod der som ny-udsprugne studenter og hvor er der sket meget i den tid! Hvordan mon det er gået de andre? Mon det lykkedes dem at frelse verden? Mon de stadig taler med deres mænd, koner, kærester og venner hele nætter om livet og døden og kærligheden? Mon de stadig har deres livsappetit i behold! Mens jeg sad der på bænken på torvet dukkede ansigter og navne op. Der var Tanja og Christian. Hvad har årene mon gjort ved dem, hvad har vi brugt alle de mange dage og nætter til?

Undervejs i voksenlivet lærer man mange lektier. Man opdager, at verden ikke ubetinget tager imod een, men også støder fra. Vi lærer, at hvis vi vil nyde godt af fællesskabets goder, så må vi også afgive noget af vores individuelle frihed og falde ind i rammer og rytmer, som vi ikke selv definerer. Vi opdager, at vi kan blive blinde og døve for selv de smukkeste ting i livet. Skønheden ved at opleve en solnedgang, kærligheden til ens elskede, det hele kan blive så velkendt, at vi ikke længere kan se og mærke det. Vi lærer, at med til det at træffe valg hører også fravalget, og derfor er voksenlivet også fyldt med længsler om alt det, som ikke blev til noget. Det går op for os, at livet og kærligheden er en gave, som kommer med den pris, at de har en udløbsdato og vi lærer, at det ikke er altid, vi mennesker vil hinanden det bedste.

Men på trods af alt det: kan vi så stadig, måske bare i glimt, mærke det purunge menneske, der er et sted indeni med al sin appetit på livet. Huske at hvert øjeblik er en mulighed for en ny begyndelse. Måske kan du – hvis du sætter dig et øjeblik i forårssolen, lukker øjnene og mærker livet og varmen trænge dybt ind i dit inderste.

Glædeligt forår fra sognepræst Oliver Stuhr