En messehagel er en kort, farverig kappe uden ærmer
Grøn messehagel
Den 26. januar 2025 forestår sognepræst Charlotte Holm søndagens højmesse i Helligtrekongers Kirke – iført den nye grønne messehagel.
Messehaglens farve er bestemt efter kirkeårets liturgiske farver, hvor grøn betyder vækst, håb, liv og det at spire. Den grønne messehagel bruges i Trinitatistiden, som er perioden mellem pinse og advent samt i Helligtrekongerstiden, som er tiden mellem nytårsdag og fasten.
Messehaglen er tegnet og vævet af tekstilkunstner Vibeke Lindhardt og inspirationen til messehaglen er bibelske blomster, det vil sige blomster, der er nævnt i Bibelen eller som har en kristen legende knyttet til sig. Blomsterne der er valgt til udsmykningen, er hørblomster, æbleblomster og forglemmigej, enkle og undseelige blomster, som vokser i Danmark. Det er prægtige små blomster, der er genkendelige på afstand. De kan opleves på én måde fra den bagerste del af kirkerummet og på en anden måde, når man kommer tæt på alteret og kan se detaljerne.
Messehaglen er håndvævet i silke og kamgarn med billedvævede blomster og både garnet og foret er indfarvet til lige netop denne messehagel.
”Jeg har bragt naturen ind i rummet som modspil til det enkle, smukke og sakrale kirkerum. Her har man hele tiden naturen og det daglige liv udenfor kirken på nært holdt, fordi det udspiller sig udenfor vinduerne.“
Vibeke Lindhardt er væver og tekstilkunstner, har udført mange kirketekstiler gennem sit arbejdsliv og har udstillet sin tekstilkunst både i Danmark og udlandet.